Hus i Greenwich

Diamanter og paladser

Om en uge sidder jeg i et palads af et hus og hænger ud med min gamle værtsmor mens jeg venter på, at Cameron, Caroline og Chad får fri fra skole. Jeg skal besøge min gamle værtsfamilie i Greenwich, Connecticut. Det er 3 år siden jeg sidst har været på besøg, og jeg glæder mig til gensynet.

Jeg var aupair i 2005-2006 efter jeg var blevet student og blev taget ind i en fantastisk familie, hvor jeg havde 3 børn at holde styr på. En klassisk amerikansk familie i Connecticut; min værtsfar arbejdede som real estate developer og min værtsmor arbejdede ikke, men brugte derimod hele dagen på at ride og havde underligt nok altid virkelig travlt. Som dansker undrer man sig helt sikkert over, hvorfor en familie som dem har behov for en aupair, men det er jo altså næsten en fast bestanddel af familien i den del af USA.

Greenwich, Connecticut er en af de mest velhavende byer i USA og det ses tydeligt. Størrelsen på husene gør dig forpustet bare ved tanken om rengøring, havearbejde (men det har de selvfølgelig også folk til) og ikke mindst deres mortgage. Ofte kan du ikke engang se huset fra vejen, fordi grunden er så stor og den er lukket inde bag et hegn og en sikkerhed, der kan måle sig med Hollywood. Du bliver ligeledes forpustet over størrelsen på kvindernes diamantringe…

Det er en virkelig interessant kultur at få et indblik i. Som aupair er man nederst i fødekæden og det kan som regel mærkes på, hvordan man bliver talt til og i det hele taget behandlet. Min familie var dog ikke som de andre – jeg blev behandlet upåklageligt, og blev betragtet som en del af familien. Også af min værtsfar – og det er ret så usædvanligt. Som aupair har man som regel ikke et forhold til faren i huset. Det er ham, der betaler regningerne, og derved er han sjældent hjemme og en del af familielivet. Det var såmænd ikke fordi min værtsfar var meget anderledes på arbejdsfronten, men han behandlede mig altid godt, talte pænt til mig og havde også stor respekt for mit arbejde for dem. Jeg glemmer aldrig, da hans bror en dag var på besøg med hans søn, der var et par år gammel. Da han skulle skiftes kiggede faren på mig med et blik, der sagde “den klarer du lige, ik?” Hvorefter min værtsfar lynhurtigt kom mig til undsætning og sagde “det er ikke hendes job. Du må sgu passe dine egne børn.”

Greenwich Avenue er præget af en poleret overflade og billedet af en perfekt livsstil. Det er tydeligt at mærke, at dette samfund har deres fokus på, at alt skal se perfekt ud på overfladen og man skal absolut ikke opdage, hvordan tilværelsen er bag lukkede døre. Jeg glemmer aldrig vores julepynt til jul. Jeg havde forventning om, at min værtsmor ville pynte op udenfor, ligesom alle de andre i kvarteret. Men vores hus lå ikke ud til vejen, da vi havde en længere indkørsel. Derfor så hun ingen grund til at pynte op, “man kan jo ikke se det ude fra vejen alligevel“.

Jeg kunne skrive bøger om, hvordan livet i Greenwich, Connecticut folder sig ud, men jeg stopper her for nu. Lige nu glæder jeg mig bare til at komme tilbage og få et skud af deres luksus tilværelse og se børnene igen.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *