
Throwback Thursday – Torino 2012
I foråret 2012 var jeg en forlænget weekend i Torino med veninden Ane. En dejlig weekend i det italienske med et smut til Milano også.
Vi havde en enkelt dag i Milano og det var meget turistet. Det var selvfølgelig også fordi vi skulle se de obligatoriske sights. At min kjole så var for kort til, at jeg måtte komme ind i kirken – ja, det er en helt anden sag Derfor er jeg glad for vi tilbragte det meste af tiden i Torino. Der var også turister, men slet ikke i samme kaliber som i Milano.
En af de bedste oplevelser var helt sikkert Eataly, som lå lige rundt om hjørnet fra vores hotel. Det er et gourmet italiensk supermarked med indbyggede restauranter. En helt fantastisk stemning af mad-elskende italienske husmødre, der gik på opdagelse i de mange forskellige afdelinger. Rækkevis af forskellige typer af pastaer, uanede mængder af forskellige olivenolier, slagter med lækkert kød, fiskehandler med frisk fisk og ikke mindst en imponerende grønt afdeling. I forbindelse med slagterafdelingen kunne man få serveret lækre bøffer eller måske man havde lyst til en platte med lækre italienske pølser og skinke? Man kunne også tage i pastaafdelingen og få simple pizza’er og lækre pastaretter.
Alt i alt en helt fantastisk mad-oase, hvor man kommer ind på livet af den mad-elskende italienske kultur og oplever italienerne i deres natural habitat.
Det viser sig, at Eataly også ligger mange andre steder i Italien, i Japan og minsandten også på Manhattan! Der smutter jeg nok også lige forbi næste gang jeg er i området…
Hop ind i det fantastiske italienske univers her
Eataly minder faktisk meget om Torvehallerne i København – der har vi også en dejlig oase med fantastiske madoplevelser…
Nå, det var det italienske for nu – lov mig, du besøger Eataly, hvis du får muligheden. Det er absolut besøget værd.